Opskrifter

Gulerodskage
 

En rest gulerodssalat blev til en lækker gulerodskage. Jeg har forsøgt at gøre den knap så usund ved at erstatte en del af melet med havregryn og bruge tranebær i stedet for rosiner.

  • 1,5 dl olie
  • 75g mørk farin
  • 1 tsk salt
  • 2 tsk kanel
  • 3 æg
  • 50g havregryn
  • 150g mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 tsk vaniliesukker
  • 100g grofthakkede tranebær
  • 250g fintrevne gulerødder

Olie, sukker, salt, kanel og æg piskes godt sammen. Havregryn, mel, bagepulver, vaniliesukker og tranebær blandes og røres i sammen med de revne gulerødder. Fyldes i en lille bradepande med bagepapir og bages ved 175 grader i ca. 45 minutter.


Grovboller
 
 
  • 310g vand
  • 25g gær
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 2 spsk olie
  • 100g rugmel
  • 400g mel
 
Æltes godt sammen og hæver 45-60 minutter. Formes til boller, der efterhæver 15-20 minutter. Pensles med mælk og bages ca. 12 minutter ved 225 grader. Samme dej kan bruges til 1 brød, der bages ca. 25 minutter ved 200 grader.
 
 
 
Bagt æblekage
 
 
 
  • 4 æbler
  • 1/2 dl rosiner
  • 1 dl mørk farin
  • 1 dl rasp
 
Æblerne skrælles, skæres i skiver og lægges i et lille ildfast fad. Rosinerne drysses over. Farin og rasp blandes og hældes over, så æbler og rosiner er dækkede. Bages ved ca. 175 grader i ca. 45 minutter, til overfladen er gylden. Serveres med vanilieis eller kold flødeskum.
 
 
Hvid grunddej
  • 310g vand/mælk/surmælksprodukt
  • 25g gær
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 2 spsk olie
  • 525 g mel

 Æltes godt sammen og hæver 45-60 minutter. Kan herefter laves til lyse boller, franskbrød, pizzabrød, kanelsnegle eller syltetøjsboller.
 
 
Lyse boller/rosinboller
 
1 portion hvid grunddej. Tilsættes evt. 70g rosiner. Formes til boller, der efterhæver 15-20 minutter. Pensles med mælk og bages ca. 12 minutter ved 225 grader.

 
 
Lyst franskbrød/toastbrød
 
1 portion hvid grunddej trykkes godt ned i en brødform. Efterhæver 15-20 minutter. Pensles med mælk og bages ca. 25 minutter ved 200 grader.

 
 
Pizzabrød
 
 
  • 1 portion hvid grunddej
  • 1 ds. tomatpuré
  • 150g revet ost
  • 150g skinke i strimler
  • en lille håndfuld pepperoni
 
Dejen rulles ud til en firkant og lægges på bagepapir i en bradepande. Smøres med tomatpuré. Revet ost drysses over og herefter skinke i strimler. Pepperoni klippes i stimles og fordeles jævnt. Bages ca. 12 minutter ved 225 grader. Skæres straks i små firkanter, ca. 10x5 cm.
 
 
Kanelsnegle
 

  • 1 portion hvid grunddej
  • 75g margarine
  • 40g sukker
  • 1 spsk kanel
Dejen rulles ud til en firkant. Margarine, sukker og kanel røres sammen og smøres på. Drys evt. lidt rosiner over. Rulles sammen på den lange side til en roulade, der skæres i skiver og lægges på bagepapir. Bages ca. 12 minutter ved 225 grader. Afkøles og pyntes med hvid glasur.


Syltetøjsboller
 
 
  • 1 portion hvid grunddej
  • syltetøj

Dejen formes til boller, der lægges på bagepapir og trykkes flade i midten. Efterhæver 15-20 minutter. Uddyb hullet i midten og fyld en klat syltetøj i. Bages ca. 12 minutter ved 225 grader. Afkøles og pyntes med hvid glasur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar